Fodboldklubben Copenfalster FF har indgået et treårigt samarbejde med Guldborgsund Kommune.
Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget har ved seneste udvalgsmøde godkendt en partnerskabsaftale med den københavnske fodboldklub Copenfalster FF. Partnerskabsaftalen er en flerårig aftale, der betyder, at Copenfalster FF modtager 25.000 kr. pr. år frem til 2026.
Copenfalster FF en fodboldklub, der målretter sig mod unge, som oprindeligt kommer fra Lolland-Falster eller har en relation til området og som samtidig har en interesse for fodbold og foreningsfællesskab. Målgruppen for den kommende partnerskabsaftale er unge i Guldborgsund Kommune, som overvejer at flytte væk for en stund for at studere. Copenfalster FF har hjemmebane i Lersøparken ved Bispebjerg, men samarbejder med lokale aktører og har en tæt tilknytning til de lokale fodboldklubber på Lolland-Falster.
”Partnerskabsaftalen betyder, at unge der flytter fra Lolland-Falster fortsat, kan være en del af og udvikle deres netværk, selvom de rent fysisk er på udebane for en stund. Det fællesskab som Copenfalster FF er med til at facilitere i København, er med til minde både nuværende og kommende medlemmer om de foreningsværdier, som de har med sig i bagagen fra Guldborgsund” siger formanden for Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget, Ole K. Larsen.
Det er 5. gang i år, at Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget har bevilget midler fra FOKUS-puljen til partnerskabsaftaler med foreninger og aktører. Baggrunden for dette er blandt andet, at partnerskabsaftaler kan bidrage til udvikling og innovation, da de skaber stabilitet og forudsigelighed for aktøren og dennes samarbejdspartnere. De skaber mulighed for langsigtet planlægning, som kan løfte kreativitet, kvalitet og udvikling af talent, og samtidig reduceres aktørens administrative byrde ved at skulle ansøge og forhandle aftaler.
Copenfalster FF modtog også bevillinger i 2022 og 2023, og med den nye partnerskabsaftale på plads, ser klubbens formand, Casper Dalsten, frem til at fortsætte med at fastholde unge fra Lolland-Falster til deres hjemstavn:
”Partnerskabsaftalen med Guldborgsund Kommune har enorm betydning for vores forening, og vi er stolte af at forlænge vores gode samarbejde for yderligere tre år. Én ting er den økonomiske del i form af sponsoratet, som har stor betydning for klubbens drift, men mere væsentligt er den symbolske betydning ved at have en klar relation til vores hjemstavn. Både fordi der er en stor stolthed over at kunne repræsentere vores landsdel, og fordi vores samarbejde med kommunen er en essentiel del i rekrutteringen af nye og fremtidige medlemmer.”
Seneste tiltag fra Copenfalster FF var Studie Cup 2024, som blev afviklet den 16. april i samarbejde med Handelsgymnasiet Lolland-Falster (HHX), Nykøbing Katedralskole (STX) og Teknisk Gymnasium (HTX). Formatet var en fodboldturnering for både herrer og kvinder, hvor 12 hold deltog i at dyste indenfor kridtstregerne. Trods regn og kulde blev arrangementet en stor succes, som Copenfalster FF satser på at kunne afvikle igen næste år sammen med de lokale uddannelsesinstitutioner. Derudover kan Copenfalster FF se frem til en milepæl i klubbens historie, når Copenfalster FF fejrer 10-års jubilæumsfest lørdag den 25. maj, hvilket naturligvis er en dag, som skal markeres.