I Guldborgsund fortsætter kommunen det målrettede arbejde med at få flere borgere til at bevæge sig. Derfor har borgmesteren, DIF og DGI skrevet under på en ny samarbejdsaftale.
Blækket er kun lige blevet tørt på forlængelsen af den partnerskabsaftale i Bevæg dig for livet, som Simon Hansen, borgmester i Guldborgsund Kommune, har underskrevet sammen med Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI. Parterne har arbejdet sammen om idrætsvisionen de foregående fem år, og det arbejde fortsætter nu frem til og med år 2028.
”Guldborgsund Kommune har helt fra start vist, at de vil det her. De er gået helhjertet ind i samarbejdet, og kommunens foreninger har virkelig bakket op. Der har været et stort mod hele vejen rundt for at prøve nye ting af og finde løsninger, og så har de skabt nogle virkelig stærke samarbejder mellem skoler og idrætsforeninger, der kan bruges som foregangseksempler i resten af landet. Det glæder vi os til at arbejde videre med,” siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.
Hun bakkes op af Thomas Bach, næstformand i DIF;
”Det er en helt naturlig forlængelse af det gode samarbejde med Guldborgsund Kommune. I Bevæg dig for livet er vi lykkedes rigtig godt med at lave indsatser her i kommunen, som er baseret på data om blandt andet foreningsdeltagelse og sundhedsprofil. Dermed har vi også været i stand til at lave målrettede indsatser, der hvor vi kan gøre den allerstørste forskel. Det flotte arbejde skal vi holde fast i de næste fem år,” siger Thomas Bach.
Succes med børn og unge – det skal fortsætte
I Guldborgsund Kommune har de haft et stort fokus på at gøre vejen til idrætsforeningernes fællesskaber mere ligetil for børn og unge - særligt dem i udsatte positioner. Det arbejde kommer til at fortsætte de næste fem år med den nye Bevæg dig for livet-aftale.
”Vi kan se på tallene for de første fem år, at vi generelt får flere borgere ud at bevæge sig. Det gælder særligt børn og unge. Vi har især haft succes med tiltag for udsatte børn og unge, som vi i højere grad end tidligere er lykkedes med at få ind i fællesskaberne ved hjælp af særlige tilbud som for eksempel Jump4Fun,” fortæller Ole K. Larsen, formand for Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget i Guldborgsund Kommune.
”Vi skal styrke de indsatser, der allerede er i gang og blive ved med at motivere vores børn og unge til at komme ud og dyrke idræt og opleve de fællesskaber, som vores foreninger tilbyder,” supplerer borgmester Simon Hansen.
Bevæg dig for livet løfter bredt
De sidste fem år har kastet rigtig mange initiativer af sig, og i Gulborgsund Kommune er de især glade for at tage en omgang mere med Bevæg dig for livet, fordi de mange indsatser rammer bredt og inkluderer mange af kommunens borgere.
”Vi har jo virkelig fået involveret både foreninger, skoler og en masse andre aktører - og at vi fik Royal Run her til kommunen var jo også en fantastisk ting for borgerne. Vi havde sideruns alle mulige steder, lige fra plejecentre til børnehaver, så det var noget, vi fik engageret en masse borgerne i, og det var en kæmpe succes,” slår Simon Hansen fast.