Nu er Falsters største lynladestation åbnet

Tirsdag den 9. april indviede borgmester i Guldborgsund Kommune, Simon Hansen, Falsters største lynladestation i Nørre Alslev. Fra venstre ses Jesper Lange, bestyrelsesformand i Clever samt stabsdirektør hos Andel, Simon Hansen, borgmester i Guldborgsund Kommune og Casper Kirketerp-Møller, CEO hos Clever. (PR-foto: Clever)
dato

Clever har tirsdag åbnet Falsters største lynladestation i Nørre Alslev. Stationen ligger på Baltivej 3 ved motorvejsafkørsel 43, hvor 18 biler har mulighed for at lade lynhurtigt samtidigt.

Nu er det endnu nemmere at få lynhurtig strøm til bilen, når man befinder sig på Falster. Tirsdag åbnede Falsters største lynladestation nemlig på Baltivej 3 i Nørre Alslev.

På den nye lynladestation, der er konstrueret i et prisvindende design med bæredygtigt træ, kan 18 elbiler lade fra 0-80 procent på under 30 minutter. Det bliver dermed nemmere for både pendlere, besøgende og lokale at få lynhurtig strøm på batteriet.

Stationen blev indviet af Simon Hansen, borgmester i Guldborgsund Kommune, Casper Kirketerp-Møller, CEO hos Clever, og Jesper Lange, bestyrelsesformand i Clever samt stabsdirektør hos Andel, som ejer Clever.

Ved indvielsen i Nørre Alslev fejrede Clever både åbningen af Falsters største lynladestation og at ladeoperatøren nu har rundet 1.000 lyn- og hurtigladepunkter i Danmark.

”Åbningen af vores smukke lynladestation i Nørre Alslev er endnu en grøn milepæl for Clever. Vi udvider både Danmarks største ladenetværk med Falsters største lynladestation, samtidig med at vi kan fejre, at vi nu har flere end 1.000 lyn- og hurtigladepunkter på farten. Clever har nu skabt 35.000 lademuligheder på farten, hvilket gør det nemmere og mere attraktivt at være elbilist – også her på Falster. Et stort og lettilgængeligt ladenetværk er nemlig med til at binde landet yderligere sammen og inspirere endnu flere danskere til at tage springet til en elbil,” siger Casper Kirketerp-Møller, CEO hos Clever.

Simon Hansen, borgmester i Guldborgsund Kommune, klippede snoren til den nye lynladestation og er glad for at kunne byde Clevers lynladenetværk velkommen til kommunen.

”Vi er rigtig glade for, at Clever har valgt at placere en stor lynladestation i Nørre Alslev. Der kommer flere og flere elbiler på vejene hver dag, og det er godt for den grønne omstilling. Hvis den udvikling skal fortsætte, kræver det nem adgang til hurtig opladning. Her ligger den nye lynladestation perfekt for os, der bor her, og for pendlere og turister, der kommer udefra. Samtidig ligger den midt i et stort erhvervsområde i vækst, og dermed får erhvervslivet også hjælp til at køre grønt,” siger Simon Hansen.

Hos Danmarks ledende energi- og fibernetkoncern, Andel, glæder man sig over datterselskabet Clevers massive udbygning af den danske ladeinfrastruktur, der gør det mere attraktivt at tilbagelægge kilometer i elbiler frem for i benzin- og dieselbiler.

”I sidste uge indviede vi lynladestationen ved Rønnede. Før det var vi i Maribo, og nu er det så lynladerne her i Nørre Alslev, der bliver tilgængelig for de mange elbiler på Lolland, Falster og det sydlige Sjælland. Det er klare vidnesbyrd om det høje tempo, der er i udbygningen af ladeinfrastrukturen på Sjælland og øerne. Vi bliver bundet sammen på kryds og tværs, og kører man herfra og nordpå til fx Helsingør er der ikke længere grund til at bekymre sig om, hvor man skal få strøm til elbilen. Det er et vigtigt skridt for et grønnere i morgen, og præcis det som vi i Andel har arbejdet for, siden vi for 14 år siden etablerede Clever,” siger Jesper Lange, bestyrelsesformand i Clever samt stabsdirektør hos Andel.

Kilde: Clever
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.