Stubbekøbing er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
SKOLESTARTEN
Igen tirsdag var politiet til stede ved en række af politikredsens skoler for at sikre, at både nye og gamle trafikanter kom trygt og sikkert frem. Det blev blandt andet til tilsyn ved Nørre Alslev skole i Nørre-Alslev, Holmegaardsskolen i Toksværd, Stubbekøbing skole, Hylleholtskolen i Faxe Ladeplads, Broskolen i Korsør, Pedersborg skole i Sorø, Ellebækskolen i Næstved og Kobberbakkeskolen i Næstved.
Der blev også gennemført en automatisk trafikkontrol i Venslev på Næstved Landevej. Her blev fem ud af 340 blitzet og en havde så meget fart på, at det kan give et klip i kørekortet.
HASLEV: Sparkede på døren hos ekskæreste
Tirsdag klokken 8.29 gav en 25-årig mand uden fast bopæl sig til at sparke på døren til den lejlighed i Haslev, hvor hans ekskæreste bor. Det gav ud over nogle skrammer på døren også en masse larm, og politiet blev tilkaldt. Den 25-årige var stadig noget opfarende, og han blev derfor anholdt klokken 10.23 og sigtet for hærværk. Han blev taget med til politistationen i Næstved, og her blev han løsladt igen klokken 15.50 efter afhøring. Imidlertid vendte han tilbage til lejligheden, hvor han sparkede døren ind. Han blev anholdt igen klokken 16.50 og sigtet for husfredskrænkelse. Den 25-årige overnattede i detentionen på politistationen og blev løsladt igen onsdag klokken 6.20.
MARIBO: Tre sigtet for biltyveri
Politiet var tirsdag på Birkevænget i Maribo i anden anledning, og her bemærkede politiet en bil, der kort forinden var blevet efterlyst. Det var en Suzuki, der var blevet stjålet tidligere på dagen i Harpelunde, og en politipatrulje kørte derfor efter bilen. Tre mænd i alderen 17-19 blev anholdt og sigtet i sagen.
SORØ: Tricktyv stjal smykker
En 48-årig kvinde var tirsdag omkring klokken 13.00 udsat for et tricktyveri. En mand bankede på hos kvinden, der bor på Peter Damsvej, og han spurgte efter en Bente Rasmussen, som dog var ukendt på adressen. Mens den pågældende mand holdt kvinden hen med snak, har en medgerningsmand set sit snit til at gå ind i huset gennem en terrassedør, og det lykkedes at stjæle forskellige smykker, briller, et sæt AirPods og en sort taske.
Tyven beskrives som: Mand, dansk af udseende, ca. 50-60 år gammel og 180-185 cm høj. Han var kraftig af bygning, var lys i huden og havde kort, lyst hår. Han havde en mørk poloshirt og cowboybukser på.
Politiet hører gerne fra evt. vidner, der har bemærket noget usædvanligt. Ring gerne til politiet på tlf. 1-1-4.
SLAGELSE: 30-årig stjal kødvarer
Tirsdag klokken 14.15 fik politiet en anmeldelse fra et supermarked på Idagårdsvej i Slagelse, hvor personalet tilbageholdt en mand, der havde stjålet forskellige kødvarer til en værdi af godt 200 kroner. Det var en 30-årig udenlandsk mand, som blev anholdt klokken 15.12 og sigtet for butikstyveri. Han blev afhørt på politistationen i Slagelse, inden han blev løsladt igen klokken 17.34 efter at have betalt en bøde på 500 kroner.
RØDBYHAVN: Et halvt gram hash og en springkniv
Ved kontrollen af de rejsende, der netop var ankommet med en Flixbus til Rødbyhavn tirsdag aften, fandt politiets udlændingekontrolafdeling 0,5 gram hash på en 20-årig udenlandsk mand. Den 20-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og fik en bøde på 2.000 kroner.
En 35-årig udenlandsk mand havde en springkniv på sig og blev anholdt klokken 19.19 og sigtet for overtrædelse af knivloven. Han blev løsladt igen kort efter og fik en bøde på 3.000 kroner for overtrædelsen.
NAKSKOV: Sigtet for at stjæle motorcykel
I begyndelsen af juli måned blev der stjålet en motorcykel fra en adresse i Nakskov, og tirsdag så ejeren pludselig en ukendt mand, der trak afsted med motorcyklen på Skolevej. Politiet blev tilkaldt, og betjentene anholdt en 22-årig mand fra Stokkemarke, der blev sigtet for tyveriet. Motorcyklen fandt tilbage til sin rette ejer, og den 22-årige blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 18.06.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Fensmark | Valnødvej | På et tidspunkt op til mandag klokken 22.00 | Kontanter |
Næstved | Lyngbakken, Appenæs | Fredag midnat – tirsdag klokken 9.30 | Ikke gjort op hvad der er stjålet |
Næstved | Marskvej | Mandag klokken 14.00 | Pung med kontanter og kort |
Sorø | Peter Damsvej | Tirsdag klokken 12.59 | Smykker, briller, en sort taske og et sæt AirPods |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Rude | Venslev | Tirsdag klokken 13.22-16.15 | ATK | 340 | 5 | 60 km/t | 86 km/t | Et klip |
Slagelse | Sdr. Ringgade | Tirsdag klokken 10.11-12.40 | ATK | 521 | - | - | - | - |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Faxe Ladeplads | Dannebrogsvej ved Hylleholtskolen | Tirsdag klokken 7.30-8.10 | En blev sigtet for at køre uden styrthjelm og for at have en passager bag på knallerten – og passageren blev også sigtet |
Næstved | - | Tirsdag klokken 14.00-16.00 | En knallertkører forsøgte at køre fra politiet, og undervejs begik han en lang række færdselslovsovertrædelser: Tre gange kørte han over for rødt, to gange placerede han sig forkert på vejen, og desuden var der ingen baglygte eller nummerplade på knallerten. Han rettede sig ikke efter politiet, og knallerten kunne køre væsentligt hurtigere end tilladt. |
Næstved | Vordingborgvej | Tirsdag klokken 9.15-9.45 | En blev sigtet for ikke at have spændt sikkerhedsselen |
Stubbekøbing | Rosenvængets Alle | Tirsdag klokken 7.30-8.05 | Ingen sager |
Vordingborg | Sydmotorvejen | Tirsdag klokken 10.15-11.00 | Ingen sager |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset en enkelt spritbilist:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Vordingbog | Broværket | Tirsdag klokken 14.01 | 68-årig mand fra Vordingborg | Spirituskørsel. På grund af promillens størrelse blev den 68-åriges førerret inddraget og hans bil blev beslaglagt på stedet |